Black Nordic Skies er Årets danske Ølnyhed 2018

Amager Bryghus har i samarbejdet med det amerikanske bryggeri Modern Times Beer brygget en dobbeltmæsket, kraftfuld Imperial Stout med kaffe. Fløjlsblød og subtil bitter.

Morten Lundsbak, Jacob Storm og Amager Bryghus har i en lang årrække henrykt ølnydere med en på én gang innovativ og klassisk tilgang til ølbrygning. Det innovative kommer til udtryk i en legesyge, der fører en lang række spændende øl med sig. Det klassiske består i, at øllet altid er velbrygget og i en ekstrem høj kvalitet. Derfor er det ikke overraskende, at netop Amager Bryghus har brygget Årets danske Ølnyhed 2018, forklarer Klaus Rehkopff, ansvarlig for kåringen hos Danske Ølentusiaster.

Black Nordic Skies er en Imperial Stout, der er brygget i samarbejde med amerikanske Modern Times. Dermed er øllet en af mange collabs, som Amager Bryghus ynder at brygge sammen med nogle af verdens bedst ratede bryggerier. Den sorte øl fik én tredjedel af samtlige stemmer.

Amager Bryghus har altid været kendt for at brygge sorte øl af høj kvalitet – vores første Imperial Stout Hr. Frederiksen er måske stadig vores mest kendte øl. Og kombinerer man det med et af de bedste bryggerier i USA, Modern Times, og et af de bedste kafferisterier, The Coffee Collective, her fra København, ja så gik alting måske bare op i en højere enhed med Black Nordic Skies. Det er vi utroligt glade for, at medlemmerne har værdsat – og nu altså belønnet, siger Morten Lundsbak, direktør og medgrundlægger af Amager Bryghus.

Morten Lundsbak og Jacob Storm har siden 2007 været innovative bryggere og har udfordret de klassiske øldyder. Alligevel er det første gang, makkerparret modtager prisen Årets danske Ølnyhed. Amager Bryghus’ øl produceres udelukkende på Amager og har gennem en årrække været blandt verdens bedste bryggerier og eksporterer op mod 70 procent af øllet til hele verden.

Morten Lundsbak og Jacob Storm modtog på Danske Ølentusiasters Ølfestival i maj Den Danske Ølpris 2018 for at være en af grundstenene i ølrevolutionen. I december fik bryghuset prisen Årets danske Bryggeri 2018. Årets danske Ølnyhed 2018 er dermed et ægte øl-hattrick fra det amarkanske bryghus.

Årets danske Ølnyhed findes ved smagninger og afstemninger i Danske Ølentusiasters 51 lokalafdelinger. 951 medlemmer stemte ved årets afstemning.

Danske Ølentusiaster er en uafhængig forbrugerorganisation med 8.700 medlemmer fordelt på 51 lokalafdelinger. Siden stiftelsen i 1998 har foreningen arbejdet for et alsidigt ølmarked og udbredelsen af og kendskabet til kvalitetsøl og ølkultur.

Fakta: Årets danske Ølnyhed

Årets danske ølnyhed er Danske Ølentusiasters fejring af de innovative og spændende øl i Danmark.
Medlemmer og bryghuse indstillede i slutningen af 2018 en lang række nye øl på den danske ølscene.
To smagepaneler med eksperter, øldommere, ølbloggere og journalister udvalgte derefter otte øl til finalistsmagninger i Danske Ølentusiasters 51 lokalafdelinger.
Finalesmagningerne løb af stabelen i februar, hvor medlemmerne stemte om, hvilke af de otte finaleøl, der skulle løbe med prisen.
Det er første gang, Amager Bryghus løber med prisen Årets danske Ølnyhed.

Årets Danske Bryggeri 2018 – stemmeprocent

  • 31,9 % – Black Nordic Skies, Amager Bryghus/Modern Times Beer, USA (Imperial Stout, 10%)
  • 18,0 % – Blod, Sved & Tårer, Det Lille Bryggeri (Imperial Stout, 11.5%)
  • 16,3 % – Sort Soma, Bang & Harbo – Håndbryg (Imperial Stout, 8.9%)
  • 9,5 % – Hazed And Infused, Flying Couch Brewing (IPA – New England, 7.2%)
  • 7,9 % – Dark Vader, Bang & Harbo – Håndbryg (Schwarzbier, 4.8%)16,3 % – Sort Soma, Bang & Harbo – Håndbryg (Imperial Stout, 8.9%)
  • 5,9 % – Pink Farts & Unicorns, Amager Bryghus (India Style Lager, 4.6%)
  • 5,9 % – Dirty Dozen 5.1 – Back In Black, Small Batch Brewery (IPA – Black, 6,3%)
  • 4,7 % – Mother IPA, CooLAB & mother (IPA, 5,5%)

Kilde: ale.dk – Danske Ølentusiaters Officielle hjemmeside.

Mere højt skum til dig...